Kør-selv-ferie handler om fællesskab og en pææææn portion overskud.
Både til utålmodige børn, der driller hinanden på bagsædet, og til lange, varme bilkøer på Autobahn.
Du er tættere på en god ferie med overskud, hvis du forbereder dig lidt.
GF Forsikring har samlet 11 gode råd med overskud. Spænd sikkerhedsselen de kommer her:
Vejhjælp hvis bilen strejker
Inden du smækker bagklappen og sætter dig bag rattet, er råd nummer 1: Husk det røde kort.
Det røde kort er vigtigt, for at du kan få vejhjælp, hvis bilen bryder sammen, eller du bliver involveret i et uheld ude i Europa et sted.
Du kan få vejhjælp, hvis din bil er kaskoforsikret. Kontakt SOS international: + 45 70 10 50 52.
Download også rødt kort-appen. På den måde kan du tilkalde hjælp via GPS-koordinator.
Og nu vi er ved kort, råd nummer 2, husk evt. også det grønne kort. Grønt kort er KUN nødvendigt, hvis du kører uden for EU, Norge, Island, Schweiz, Andorra og Serbien.
Råd nr. 3: International skadeanmeldelse. Hvis du bliver indblandet i et færdselsuheld i udlandet og ikke selv er ansvarlig, er det vigtigt at få oplysninger om modparten.
Her er det meget praktisk at have en international skadeanmeldelse liggende klar i bilen. Du kan hente den internationale skadeanmeldelse på både dansk og engelsk her.
Sikkerhedsudstyr til bilen
Ud over de rigtige kort og papirer, så er der også noget udstyr, som er godt at have med i bilen.
Råd nummer 4 er en liste over nyttigt og lovpligtigt udstyr:
- Advarselstrekant
- Sikkerhedsveste til alle. Det er lovpligtigt i mange lande, at alle der forlader bilen, har sikkerhedsvest på.
- Ildslukker
- Miljømærkater til Tyskland og motorvejsmærkater (vignetter) til en række andre lande. Kan evt. købes på forhånd, fx på FDM’s netbutik. Skal du til Tyskland, kan du også købe miljømærker her.
- Alkohol-tester, hvis turen går til Frankrig
- DK-skilt til bil og campingvogn – ikke nødvendigt hvis du har EU-nummerplade og kører i EU.
- Vil du ikke gå ned på udstyr, så suppler også med seleskærer, nødhammer og førstehjælpskasse.
Gør bilen klar, og pak den sikkert
Der kan være pres på en feriepakket bil. Det øger vægten og dermed presset på dækkene.
GFs 5. råd: Tjek dæktrykket og hæv evt. dæktrykket over normalt niveau. Måske skal lygterne også justeres ned, fordi bagenden er blevet tung.
Råd nummer 6: Sørg for, at bagagen bliver pakket sikkert og forsvarligt:
- Opbevar de tungeste tasker og ting nederst, og placer dem gerne længst fremme i bagagerummet.
- Har du en stationcar med stort åbent bagagerum, kan det være en god ide at sætte et gitter eller et net op bag ved bagsædet.
- Kører du med tagboks, så brug den til lette ting – ikke tung bagage.
- En løs iPad er som et missil, der kan slå voldsomt fra sig, hvis bilen bremser hårdt op. Undgå at have ting liggende løst. På den måde undgår du uheld ved bratte opbremsninger. Hunden skal i øvrigt også have sele på!
Hjælp hvis du bliver syg eller kommer til skade
Men det er jo ikke bare bilen, der skal være sikker og forsikret. Du skal også passe på dig selv.
Råd nummer 7: Dækker din rejseforsikring dit ferieland?
Du kan tjekke, hvilket område din rejseforsikring dækker i din police og på din betingelser.
Er du kunde i GF, så gør du det på www.mitgf.dk under indboforsikring.
Råd nummer. 8: Husk det blå EU-sygesikringskort, og tjek om det er gyldigt. Det blå EU-kort giver dig ret til behandling på lige fod med borgerne i det EU-land, du er på ferie i.
Husk, kortet dækker ikke hjemtransport, hvis du bliver så syg, at du fx må hjem med ambulancefly. Netop derfor har du også brug for en rejseforsikring
Råd nummer 9: Rejsekort med nummeret til GF’s rejsealarmcentral, hvis du har rejseforsikring i GF: +45 70 21 80 80. Du kan printe rejsekort på www.mitgf.dk
Alle i bilen skal have det godt
Uden mad og drikker dur helten ikke. Så når forsikring og sikkerheden er på plads, er råd nummer 10: Forebyg sure miner og køresyge med snacks og underholdning på de rigtige tidspunkter.
Prøv for en stund at lægge iPads væk, og lav lidt anderledes aktiviteter, som styrker fællesskabet.
Hvad med bilbingo? Eller sæt ungerne til at tælle biler eller at stille 20 spørgsmål til professoren.
Lyt til lydbøger enten sammen eller hver for sig. Oplæsning sætter tempoet ned og giver ro, både i bilen og oppe i hovedet.
Musik er klassisk bil-tidsfordriv, så snup en solo eller skrål løs i hele bilen. GF har lavet en playliste til køreturen med deres favorit sommersange. Find playlisten på Spotify her.
Undgå træthed bag rattet
Ok, så er bilen pakket, og familien er klar til at blive læsset. Så mangler vi bare, at chaufføren er frisk og opmærksom på turen.
GFs sidste og 11. råd handler om at undgå træthed bag rattet. Det har Rådet for Sikker Trafik også meget fokus på.
Risikoen for træthedsulykker er størst:
- når du har sovet mindre end 6 timer
- når du har været vågen i mere end 16 timer
- mellem kl. 3 og 5 om morgenen, fordi kroppen døgnrytme fortæller, at det er nat.
Overvej derfor, hvornår feriebilen starter op, så chaufføren er så frisk som muligt.
Hold jævnligt pauser undervejs til udstrækning og frisk luft og måske en 20 minutters powernap.
Efter 8 timer er ulykkesrisikoen fordoblet! Så aftal på forhånd, hvornår chauffør-stafetten gives videre til en anden person.
Rigtig god ferie! Og kom godt hjem igen:-)
Hvorfor har du brug for en rejseforsikring?
Du har brug for en rejseforsikring for at få lægehjælp, hvis du bliver syg eller kommer til skade, mens du opholder dig uden for Danmarks grænser.
Det blå EU-sygesikringskort giver dig “kun” ret til den samme hjælp som borgerne i det EU-land, du opholder dig i, og det blå kort dækker ikke nødvendigvis alle udgifter til lægehjælp.
Rejseforsikringen sikrer, at du ikke får en regning med hjem fra ferien.
Går det rigtig galt, og bliver du så syg, at du skal transporteres hjem til Danmark, så betaler hverken den danske stat eller EU. Her er det også nødvendigt at være forsynet med en rejseforsikring for at få dækket udgifterne.
Uden for EU, i resten af verdenen, kan du ikke få hjælp, med mindre du har en rejseforsikring. Her nytter hverken blå eller gule sygesikringskort